Skal du købe hus? Dette bør du tjekke

Der er rigtig meget, du bør finde ud af om dit nye hus, inden du skriver under på en købsaftale. Er huset udsat i forhold til oversvømmelser ved skybrud? Her får du nogle tips til, hvad du skal undersøge inden du køber.

Regn Tagrende2000x1000

Som husejer er det dit ansvar at sikre din bolig mod skybrud. Manglende forebyggelse kan give en del besvær - for ikke at tale om økonomiske konsekvenser, hvis vandet trænger ind i boligen. Derfor er det vigtigt, at du tager klimasikring med i dine overvejelser, når du skal købe hus.

Hvorfor skal du tage højde for skybrud?

Ekstreme vejrhændelser som fx skybrud bliver hyppigere og mere intense end vi har været vant til før. Det kan derfor være en rigtig god idé at være opmærksom på, hvordan dit kommende hus er rustet til at modstå disse store mængder vand.

  👉 Tjek tilstandsrapporten – Har boligen tidligere haft en vandskade? Hvordan er den udbedret?

  👉 Spørg ejendomsmægleren – Er der kommet vand ind i huset før?

  👉 Tjek lokalområdet - Brug www.dingeo.dk eller kommunens hjemmeside til at se, om boligen ligger i et risikoområde for skybrud eller stigende grundvand.

  👉 Tal med naboerne - De kan ofte fortælle, om der har været problemer med vand i kældre eller haver på vejen

Nøgle Hjem Nyt

Sådan tjekker du, om dit kommende hus kan modstå skybrud

Et såkaldt klimatjek er oftest ikke en del af tjeklisten ved huskøb, men det burde det være. Dels fordi øgede regnmængder er en realitet, og dels fordi du som ny husejer med garanti gerne vil undgå al bøvlet og gerne forebygge inden skybruddet og den potentielle oversvømmelse.

De 4 ting, du skal være mest opmærksom på, når du får rundvisning i huset, er følgende:

Punkt 1: Er der separatkloakeret?

Ejendommen er separatkloakeret, når regnvand og kloakvand (spildevand) løber i hver sin ledning, frem for én samlet ledning. Spørg ejendomsmægleren.

Er ejendommen ikke separatkloakeret bør du undersøge:

  👉 Er der planer om at området skal separatkloakeres og hvornår? Spørg ejendomsmægleren, eller kig på Randers Kommunes hjemmeside: Spildevandsplan.

  👉 Hvis området skal separatkloakeres, skal du selv betale for separeringen på din egen grund. Kontakt en autoriseret kloakmester, for et prisoverslag på separeringen på din ejendom.

  👉 Er der installeret højvandslukke i afløb og/eller toilet, som forhindrer at kloakvandet kan stige op, når der er pres på kloaksystemet?

  👉 Er der installeret en pumpebrønd, som opsamler spildevand, hvorefter det pumpes videre til kloakken (skelbrønden) og herefter ud i det offentlige kloaksystem?

Illustration Separatkloakering

Din ejendom er separatkloakeret, når regnvand og kloakvand (spildevand) løber i hver sin ledning.

Punkt 2: Er der omfangsdræn?

I perioder med meget regn står grundvandet højt, hvilket kan betyde, at vandet presser sig ind gennem kældervægge, fundamentet eller soklen som fugt. Her kan løsningen være at etablere et omfangsdræn rundt om huset langs fundamentet og ydermurene. 

Har huset, du kigger på, ikke allerede et omfangsdræn, men har haft udfordringer med indtrængende vand eller fugt, er det en god ting at have med i overvejelserne.

   

Punkt 3: Er der nogle utætheder på huset, hvor regnvand kan trænge igennem?

Gå huset igennem for mulige steder, hvor regnvand kan trænge igennem ved skybrud og store vandmængder. Nogle af de ting, du skal kigge efter, er følgende:

  👉 Leder terrænoverflader som terrassen og fliser omkring huset vandet væk fra huset?

  👉 Hvordan ser kanterne ved kældertrappen, vinduer og lyskasser ud? Er de høje nok, så vandet ikke siver ind?

  👉 Slutter døre og vinduer tæt?

  👉 Fungerer riste, tagrender og tagnedløb, eller er de tilstoppede af blade, grene og kviste?

  👉 Fungerer sandfanget i nedløbsbrønden, eller trænger det til at blive renset?

 

Punkt 4: Forsikring og økonomi

Sørg for at tjekke med din husforsikring, om den dækker skybrud og oversvømmelser, og om der stilles særlige krav før de vil dække en eventuel skade.

Du kan også undersøge, om du vil kunne få tilskud til klimasikringsprojekter på dit nye hus.

Gratis besøg i vores skybrudsmodel

Hos Vandmiljø Randers har vi i vores forsøgs- og formidlingscenter, REGNhytten, opført, hvad vi kalder for en skybrudsmodel. Her kan du se en 1 til 1 model af en kælder med kælderskakt, hvor vi viser, hvad der sker i en udsat kælder under et skybrud og fortæller, hvordan du som boligejer kan beskytte din kælder under kraftig regn.

Book besøg til skybrudsmodellen på vores side Besøg os.

Se en kort video om REGNhyttens skybrudsmodel: