Vandmiljø Randers investerer 120 mio. kr. i bedre rensning af spildevand

Den nytiltrådte bestyrelse i Vandmiljø Randers har truffet sin første større beslutning: Der skal investeres 120 mio. kr. i bedre rensning på Randers Centralrenseanlæg for at leve op til nye, skærpede krav for at forbedre vandmiljøet i Randers Fjord.

Hero Presse Investering På CRA

Den grønne trepart har besluttet at reducere mængden af kvælstof, der ledes til Randers Fjord, for at forbedre vandmiljøet, der i dag er belastet af store mængder næringsstoffer. Som en del af indsatsen er Randers Centralrenseanlæg omfattet af skærpede krav til spildevandsrensning og skal reducere udledningen af kvælstof fra 8 mg/l til 3,5 mg/l. Det svarer til ca. 32 tons kvælstof mindre i fjorden hvert år.

En så markant reduktion i udledning kræver nye renseprocesser, øget kapacitet og en grundlæggende opgradering af anlægget. Det er baggrunden for den millioninvestering, Vandmiljø Randers nu gennemfører.

Når Vandmiljø Randers investerer i den her størrelsesorden, handler det ikke om kortsigtede løsninger. Investeringen skal løse de aktuelle krav til kvælstofudledning, men samtidig fungere stabilt i mange årtier og kunne tilpasses, når nye krav kommer til. Derfor tager investeringen ikke kun højde for det skærpede kvælstofkrav. Allerede nu tænkes udviklingen på spildevandsområdet og kommende regulering ind. Det betyder, at den trecifrede millioninvestering også forbereder renseanlægget på fremtidige krav som kommer inden for de næste 5-10 år med EU’s kommende Byspildevandsdirektiv.

”Renseanlæg er ikke noget, man bygger om hvert femte år. Det er investeringer, der skal holde i mange årtier. Det stiller krav til, at vi tænker langsigtet, når vi investerer i bedre rensning. Ud over at skulle rense for flere stoffer i fremtiden, så ser vi også ind i en fremtid med mere vand, som skal igennem renseanlægget. Derfor opgraderer vi ikke kun med henblik på bedre rensning, men også ift. kapaciteten, så vores anlæg kan rense mere vand i timen,” pointerer Johan Harkjær Kristensen.

En del af en større, samlet plan
Millioninvesteringen i bedre rensning på Randers Centralrenseanlæg er en del af en større, langsigtet plan for, hvordan spildevandssystemet i Randers skal udvikles, så det også i fremtiden kan håndtere flere borgere, mere byudvikling og mere ekstremt vejr samtidig med, at belastningen af vandmiljøet reduceres.

”Når vi planlægger investeringer i spildevandssystemet, handler det ikke kun om at opfylde nye krav. Det handler om at sikre, at Randers kan udvikle sig – med flere borgere, mere byudvikling og samtidig være beskyttet mod de konsekvenser, vi ser af mere ekstremt vejr. Derfor skal systemet være robust nok til både hverdag og de situationer, hvor det virkelig bliver sat på prøve,” siger Johan Harkjær Kristensen.