Regning for spildevandskunder

Her kan du se et eksempel på en regning for en kunde, der betaler for afledning af spildevand. Nedenfor finder du forklaring på de forskellige poster.

Et billede af en regning, med tal ud for nogle linjer, samt gule overstregninger

1. Kundenummer og adgangskode

Når du skal logge ind på Min Forsyning, skal du bruge dit kundenummer og denne adgangskode første gang du logger ind.

2. Forbrugssted

Vi sender regningen til din bopælsadresse, men forbrugsadressen er måske en anden fx en udlejningsadresse eller et sommerhus.

3. Aflæsning

Det målernr., du finder her er nummeret på din vandmåler. Dit vandværk har indberettet dit vandforbrug til os, og på baggrund af det udregner vi dit vandafledningsbidrag.

4. Aconto

Her kan du se, hvad du bliver opkrævet i aconto for den første halvdel af dette år. Acontoens størrelse er fastlagt ud fra dit forbrug i den seneste afregningsperiode. Vi korrigerer acontoen med dit faktiske forbrug to gange om året. Derfor kan du ved næste aconto-regning skylde eller have penge til gode. 

5. Forbrug

Antal m3, der bliver opkrævet i den angivne periode. 

6. Pris

Pris er pr. m3 for den givne periode.

 

7. Vandafledningsbidrag og fast bidrag pr. kloakledning

Vandafledningsbidrag er det du betaler for at lede dit spildevand i kloakken og for at vi renser det på vores renseanlæg. Du betaler svarende til dit drikkevandsforbrug i m3. 

Det faste bidrag pr. kloakledning går til vedligehold af renseanlæg, kloaksystem og regnvandsbassiner m.m. Alt det som sikrer, at dit spildevand kommer sikkert frem og renses effektivt. 

8. Opgørelse for sidste år

Ud fra aflæsningen af din vandmåler har vi beregnet mængden af spildevand, du har afledt sidste år. Sammen med det faste bidrag giver det en opgørelse i alt.

Vi modregner det beløb, du har betalt aconto sidste år, og lægger et administrationsgebyr til. Resultatet bliver et forskelsbeløb, hvor du enten skal betale mere, eller have penge retur. I eksemplet har kunden afledt mere vand end forventet og skal derfor betale mere.

Til sidst finder du 1. acontorate for første del af indeværende år, som lægges til det samlede beløb, du skal betale.

9. Forventet årsforbrug

Din acontorate fastsættes ud fra dit forventede forbrug, som du ser her. Ved du allerede nu, at dit forbrug vil se anderledes ud det næste år, fx hvis din teenager flytter hjemmefra, kan du kontakte os og få det forventede forbrug korrigeret.

10. Betaling

Her kan du se, hvornår regningen skal betales. Hvis ikke du allerede er sat op til automatisk betaling, kan du betale via selvbetjeningen eller netbank. Du kan også oprette betalingen på betalingsservice.