Storkeengen vinder Randers Kommunes Arkitekturpris 2025
På Arkitekturens Dag den 6. oktober blev Vandmiljø Randers og Randers Kommune hædret med Randers Kommunes Arkitekturpris 2025 for det ambitiøse klimatilpasningsprojekt Storkeengen, som er tegnet af C. F. Møller Architects.

På Arkitekturens Dag den 6. oktober blev Vandmiljø Randers og Randers Kommune hædret med Randers Kommunes Arkitekturpris 2025 for det ambitiøse klimatilpasningsprojekt Storkeengen, som er tegnet af C. F. Møller Architects. Prisen blev overrakt ved en ceremoni i Kulturhuset, hvor projekter med særlig arkitektonisk og samfundsmæssig værdi blev fremhævet.
Prisen blev overrakt ved en ceremoni i Kulturhuset, hvor projekter med særlig arkitektonisk og samfundsmæssig værdi blev fremhævet. Dommerkomitéen kaldte Storkeengen for en ”stærk arkitektonisk iscenesættelse af en del af Klimabåndet”, og fremhævede både boardwalken og solnedgangsbroen i deres bedømmelse. De beskrev, hvordan disse elementer er formgivet med stor indlevelse og bidrager til en arkitektonisk oplevelse, der understøtter stedets naturgivne kvaliteter og Randers’ ambitioner om at være en flodby.
Tæt samarbejde med Randers Kommune
Storkeengen er et skoleeksempel på, hvordan tværfagligt samarbejde skaber merværdi. Projektet er et resultat af det tætte og tillidsfulde samarbejde mellem Vandmiljø Randers og Randers Kommune, hvor fagligheder og ressourcer blev forenet om en fælles vision: at beskytte Vorup mod oversvømmelser og samtidig skabe nye naturoplevelser for byens borgere.
Undervejs har vi arbejdet sammen på nye måder, lært af hinandens vilkår og styrket den fælles forståelse for, hvordan vi bedst tilpasser os en ny virkelighed. Projektet har strakt sig over mange år, og der har været flere udskiftninger i projektteamet undervejs. Disse udskiftninger har givet nye perspektiver, men har også stillet store krav til den løbende dokumentation. Det er i dette samarbejde, at projektets merværdi er opstået – ikke kun i form af tekniske løsninger, men også gennem læring, relationer og fælles ejerskab.
Projektet Storkeengen beskytter de lavtliggende dele af Vorup mod oversvømmelser fra både skybrud og stigende vandstande i Gudenåen.
Et 270 meter langt og tre meter højt dige sikrer området mod en 100-års hændelse, og en pumpestation står klar til at håndtere ekstreme situationer.
Vandmiljø Randers har stået for den tekniske del af anlægget, mens Randers kommune har stået for de rekreative elementer.

Randers Kommunes Arkitekturpris 2025
Teknisk anlæg pakket ind i en naturoplevelse
Storkeengen er et teknisk anlæg, men det er meget mere end kun teknik. Det er også naturgenopretning og rekreativ værdi. Området er åbnet op med stier, plateauer og opholdsrum, hvor man kan opleve engens flora og fauna, nyde solnedgangen eller lægge til i kajak eller kano. Projektet kombinerer klimatilpasning med naturformidling og friluftsliv, og giver randrusianerne nye måder at opleve Gudenåen på – helt tæt på byen.
Storkeengen er det første realiserede projekt i Klimabåndet og et forbillede for, hvordan klimatilpasning kan skabe merværdi for både natur og mennesker.