Mariagervej spærret lørdag den 8. juli fra 6-18
Siden 25. juni har bilisterne på Mariagervej måttet køre over baner af grus, hvor Vandmiljø Randers har gravet nye spildevandsledninger ned på tværs af Mariagervej. Lørdag den 8. juli skal grusbanerne dækkes af asfalt, og Mariagervej vil derfor være spærret for gennemkørsel i perioden fra kl. 6 til 18.

Arbejdet med separatkloakering af Nordbyen krydser Mariagervej
Vandmiljø Randers har i flere år arbejdet på at separatkloakere Nordbyen og dermed lede regnvand og spildevand i hver sin ledning. I weekenden den 24. til 25. juni var det tid til at grave i Mariagervej. Her blev vejen gravet op, og en ny spildevandsledning blev lagt ned.
Trafikken bliver omdirigeret til Lervangen på lørdag
Gravearbejdet efterlod nogle baner med grus, hvor den nye spildevandsledning krydser Mariagervej. De skal nu dækkes med asfalt.
Derfor bliver Mariagervej lukket for bilister lørdag den 8. juli fra kl. 6-18 mellem Solsikkevej/Ymersvej og Lavendelvej. Bilisterne vil i stedet blive henvist til at køre ad Lervangen. Udrykningskøretøjer og busser vil dog stadig kunne komme igennem på Mariagervej. Gående og cyklister vil fortsat kunne bruge fortov og den dobbeltrettede cykelsti i den østlige side af vejen.
Arbejdet med separatkloakering i Mariagervej fortsætter nogle måneder endnu
Gravearbejdet i Mariagervej forventes afsluttet ved udgangen af november 2023. Det vil ikke være sidste gang, bilisterne på Mariagervej vil blive sendt ad andre veje, da Vandmiljø Randers vil være nødt til at krydse Mariagervej flere steder senere i år.
Læs mere om projektet på Separatkloakering på Mariagervej, Bellisvej, Irisvej, Lavendelvej, Løvetandsvej, m.fl.