I den kommende tid arbejder vi sammen med Randers Kommune om at finde ud af hvorfor pumpestationen på Gl. Landevej i Assentoft bliver overbelastet i regnvejr. Med bemyndigelse fra Randers Kommune gennem Miljøbeskyttelseslovens §87 gennemfører vi eftersynet. Forud for eftersynet, der omhandler en mindre del af Assentoft, modtager ejerne et brev, hvorefter beboere på ejendommene modtager særskilt information vedr. eftersynet.

 

Uvedkommende regnvand sætter pumpestation på overarbejde

Selvom kloaksystemet i denne del af Assentoft kun er til spildevand og ikke til regnvand, så oplever vi, at pumpestationen på Gl. Landevej overbelastes, når det regner kraftigt. Når pumpestationen ikke kan følge med, er resultatet ofte, at der løber fortyndet spildevand ud på det omkringliggende terræn, og det skal vi have fundet en løsning på.

Da kloakken i området kun er til spildevand, skal alle husene i denne del af Assentoft selv håndtere deres regnvand. Vi undersøger kloakken for at se, om der alligevel skulle være nogle fejlkoblinger, der gør, at regnvand bliver ledt ned i spildevandskloakken. Vi undersøger også, om overbelastningen af pumpestationen skyldes det overfladevand, der kommer fra vejen i regnvejr.

Du kan på vores side Uvedkommende vand i kloakken læse mere om, hvad uvedkommende vand er, og hvorfor det er et stort problem i kloakken og for vandmiljøet.

 

Eftersyn i juli og august

Vi efterser i juli og august en del af Assentoft for fejltilslutninger, der utilsigtet giver uvedkommende vand i kloaksystemet.

PR. Dybdalen 1.0

Sådan foregår eftersynet for uvedkommende vand

Under eftersynet bliver der udvendigt hældt vand i tagbrønde, tagrender og riste. Hvis vi får behov for det, skal enkelte privat- eller virksomhedsejer eller lejere, når vi banker på, trække ud i ejendommens toiletter og åbne for vandhanerne i ejendommen. Samtidig holder vi ved hjælp af kameraudstyr øje med, i hvilken skelbrønd vandet løber. Derudover kigger vi efter, om der er toiletpapir i afløbet til regnvand.

Hvis afløb fra en privat husstand eller virksomhed ikke er sluttet korrekt til vores kloaksystem, bliver ejeren af Randers Kommune påbudt at udbedre fejlen. I påbuddet vil der være angivet en frist, som vil være på minimum 6 måneder. Ejer skal inden fristens udløb have udbedret eventuelle fejltilslutninger og indsende dokumentation fra en autoriseret kloakmester for korrekt udført arbejde til Randers Kommune.

Find spørgsmål og svar for uvedkommende vand

Har du fået brev om, at vi kommer og efterser boligens kloaksystem for fejltilslutning / uvedkommende vand, og står du med et ubesvaret spørgsmål? Måske du kan finde svaret på dit spørgsmål på vores side, hvor vi har samlet de mest gængse spørgsmål samt vores svar: Spørgsmål og svar - uvedkommende vand.