Send dit afløb på slankekur
Julens kost er hård for de fleste - også for dit afløb. Fedt i stride strømme. Litervis af grød, sovs og tallerkenrester. Du kan godt selv høre, hvor det bærer hen, ikke?
Er du én af dem, der skyller grød, sovs, stegefedt og madrester ud? Det giver lidt sig selv, at den store mængde fedt til afløbet ikke er holdbar. Ud over at gøre det bøvlet for dig selv med tilstoppede og ildelugtende afløb, så sender du næring til rotterne og stopper vores pumper til. De øgede udgifter til rensning af kloakker samt reparation af pumper, der ikke kan klare en sådan mængde af fedt, havner i sidste ende hos dig som kunde. Fortvivl ikke, vi har de gode vaner og SOS-råd klar til dig.
Derfor skal du stoppe med at stoppe afløbet med fedt
Størknet fedt skaber propper i kloaksystemet, som vi bruger en masse ressourcer på at fjerne, så vi undgår, at du som kunde får spildevand i kælderen eller op på din villavej. Derfor er vores opfordring, at du smider det overskydende fedt i skraldespanden til organisk affald i stedet for i køkkenvasken. Et afløbsrør i et parcelhus har typisk en diameter på omkring 10 cm, og der skal ikke meget til at stoppe det.
Få bedre afløbsvaner - det kan svare sig!
Gode afløbsvaner handler ikke kun om at undgå fedt i køkkenafløbet, men også at undgå at smide andet affald i afløb og toilet, som fx store hårtotter, tamponer, vådservietter, engangsvaskeklude m.m. Når fedt blandes med andet affald skaber det store propper og ødelæggelser i kloaksystemet.
Vil du gerne undgå de store fedtpropper og den dårlige lugt fra køkkenvasken, så skal du lade overskydende fedt størkne. Det størknede fedt på pander og gryder kan du tørre af med et stykke køkkenrulle og smide i skraldespanden (organisk affald).
- Hæld en gang kogende vand i afløbet med jævne mellemrum for at forebygge dårlig lugt og fedtpropper
- Sorter organisk affald fra som sovs, grød, madrester og dermed også fedt, så det kommer i skraldespanden
- Hav en pedalspand på badeværelser, så du ikke får smidt hårtotter, vatpinde, vådservietter og andet affald i toilettet
- Rens bruseafløbet jævnligt for hårtotter
SOS-hjælp til et tilstoppet og/ eller ildelugtende afløb
Er dit afløb først stoppet, så undgå at bruge kemikalier, da de er skadelige for miljøet. Fjern i stedet proppen med en spiral, du kan købe i et byggemarked.
Kan du ikke selv fjerne proppen, skal du have fat i et spulefirma.