Byrum Østervold Bassin 2000

Rent regnvand til Randers Fjord og et nyt rekreativt område, der samtidig styrker forbindelsen mellem middelalderbyen og Randers Havn. Det er målet med at etablere et nyt regnvandsbassin på den nederste del af Østervold.

Bag planerne står Vandmiljø Randers, der ønsker at etablere bassinet i samarbejde med Randers Kommune. Og den 2. april 2020 tager udviklingsudvalget stilling til projektet på et møde, der denne gang bliver afviklet over Skype.

Det er vigtigt, at vi fortsat kan behandle væsentlige sager for byens udvikling, og heldigvis har vi nogle teknologiske muligheder, som gør det muligt. Jeg ser frem til at drøfte forslaget i udvalget og er overbevist om, at vi nok skal få en god dialog omkring det selvom, det bliver i en lidt anden form, end vi er vant til.

Nye muligheder for ophold og oplevelser

Ønsker om mere grønt og blåt i byen er centrale i udviklingsplanerne for både midtbyen og "Byen til Vandet". Derfor er der i udformningen af projektforslaget lagt stor vægt på at tilføre mere bynatur til stedet.

Regnvandsbassinet vil blive 10,5 m bredt og 74 m langt, og i hver ende bliver der etableret træterrasser, som fx kan blive brugt til ophold og udeservering. Terrasserne vil samtidig skjule synligt affald inden, det bliver fjernet.

Omkring bassinet bliver der desuden grønne bede, som beplantes med forskellige græsser og siv. Det skal lede tankerne hen på naturen langs Gudenåen og Randers Fjord med islæt af blomstrende stauder.

En del af projektet er også at udskifte de eksisterende træer på Østervold med nogle større, der har bedre vækstvilkår. Træerne vil bidrage til at skabe et mere intimt rum på den store plads, som er på Østervold.

 

Glæde over fortsat politisk behandling

Vandmiljø Randers ønsker at begynde med etableringen af regnvandsbassinet i 2. halvår 2020 og forventningen er, at det vil være klar til brug i sommeren 2021.

Vi er glade for, at Randers Kommunens behandling af sagen kan fortsætte selv i disse corona-tider. Det betyder, at projektet ikke bliver forsinket. Der er tale om et stort og spændende projekt, som vil sikre bedre rensning af regnvand samtidigt med, at det vil fremme byens udvikling.

Projektet har et samlet anlægsbudget på 8,5 millioner kroner. Heraf finansierer Vandmiljø Randers de 6,5 millioner kroner til selve regnvandsbassinet. De resterende 2 millioner kroner, som skal bruges til rekreative og æstetiske elementer i projektet, finansieres af Randers Kommune fra midler fra "Byen til Vandet".

 

Første skridt i at klimasikre midtbyen

Regnvandsbassinet er første skridt i et større klimatilpasningsprojekt, som skal ruste midtbyen til flere og kraftigere skybrud i fremtiden.

I fremtiden er det planen, at regnvand fra et stort opland ikke længere skal løbe i kloakrør under jorden, men på terræn i fx render og på veje. Herved undgås, at en blanding af husspildevand og regnvand under fremtidige store regnhændelser forlader kloakken og strømmer af på overfladen eller oversvømmer kældre. På Østervold vil de store mængder regnvand på overfladen herefter samles, inden vandet løber ud i det nordlige havnebassin. Vand vil dermed blive et mere dominerende element på hele Østervold.


Yderligere oplysninger

Nels G. Markussen, Plan, By og Naturchef, Randers Kommune, tlf. 25441690
Peter Christensen, direktør, Vandmiljø Randers, tlf. 3841 1220