Udsigten ud over Randers fra Randers Centralrenseanlæg

Udsigten ud over Randers fra Randers Centralrenseanlæg

Har du lyst til at være en del af et stærkt team? Kan du li’ forandringer? Trives du med en afvekslende hverdag, hvor en stor del af arbejdstiden tilbringes udendørs? Kan du se dig selv være en del af den meget vigtige opgave, som Vandmiljø Randers løser? Og har du samtidig lyst til afvekslende job, så har du muligheden i dette udfordrende og selvstændige job hos Vandmiljø Randers, nærmere betegnet på renseanlægget på Kristrup Engvej.

 

Ny kollega med hænderne skruet rigtigt på

Vi søger en ansvarsbevidst kollega til vores team på renseanlægget til et job, hvor hverdagen byder på mange typer opgaver. Du skal bruge en stor del af din tid på at passe og vedligeholde vores udendørsarealer og grønne områder, så derfor er det vigtigt, at du har lyst til denne opgave. Sideløbende med det grønne vedligehold varetager du opgaver med tilsyn på renseanlægget, dvs. rengøring og pasning af renseanlæggets maskiner og udstyr.

At føre tilsyn på renseanlægget kræver, at du får viden om spildevandsrensning og derfor skal du være indstillet på at tage en række kurser om spildevandsrensning.


Samarbejde og fleksibilitet i højsædet

Du bliver en del af et team, hvorfor samarbejdsevner, humor, stor fleksibilitet og en positiv indstilling til nye opgaver og ikke mindst det at tage et fælles ansvar seriøst, er vigtige personlige egenskaber. Du er selvigangsættende og har evnen til at planlægge din egen arbejdsdag, så du får mest muligt ud af den.

Selv om dine ben, fedtsprøjten og plænetraktoren nok er de vigtigste værktøjer i jobbet, er IT også en del af din dagligdag. Vi har en del målere, du skal aflæse, og det foregår ved hjælp af en pc. Du behøver ikke være IT-haj, men du falder ikke bagover, når vi beder dig om at bruge Outlook, Word og Excel. Også her er det lysten, der driver værket. At føre tilsyn på renseanlægget kan du naturligvis først, når du har lært anlægget at kende, og at kunne høre, hvornår en pumpe lyder forkert og at se, hvornår der er noget galt i processen bliver en evne, du skal udvikle.

Herudover forventer vi, at du:

  • har kendskab til vedligeholdelse af grønne arealer
  • har flair for teknik og håndværksmæssig indsigt
  • taler, læser og skriver dansk – det er vigtigt af hensyn til sikkerheden på et renseanlæg
  • har kørekort B.

Vi bliver rigtig glade, hvis du har trailerkørekort B/E og truckcertifikat B.
Erfaring med spildevand er ikke et krav. Vi skal nok lære dig det, der er nødvendigt at vide. Vi stiller heller ikke krav om en formel uddannelse. Det vigtigste er, at din lyst til at lære og yde en god indsats er intakt.

 

Vi tilbyder

Hvis du kan byde ind med ovenstående, tilbyder vi til gengæld et fuldtidsjob med råderum og ansvar for eget arbejde, en stribe gode og humoristiske kolleger, en afvekslende og til tider uforudsigelig hverdag, og et røgfrit arbejdsmiljø.
Der aflønnes efter gældende overenskomst mellem KL og 3F.


Tiltrædelse

Vores nye kollega skal tiltræde senest den 1. april 2019, og meget gerne før.


Ansøgning

Er du interesseret, så send et CV og en ansøgning til Vandmiljø Randers via vores digitale rekrutteringsportal, som du finder via siden: Job. Vi skal senest have dit CV og ansøgning d. 12. februar 2019.


Yderligere information

For yderligere information om jobbet, kontakt: Produktionschef Michael Sønder Jensen på telefon 3073 0824.