1. Forside
  2. Spildevand
  3. Tilslutning til kloak
  4. Ny praksis ved omdannelse af erhverv til bolig

Ny praksis ved omdannelse af erhverv til bolig

Vandmiljø Randers ændrer sin praksis for forsyning af erhvervsejendomme, der omdannes til boliganvendelse.

Københavns Byret afsagde den 29. juni 2018 en principiel dom om afgrænsning af spildevandsselskabernes forsyningspligt ved omdannelse af allerede tilsluttede erhvervsejendomme til boliganvendelse.

Ved dommen fandt Københavns Byret, at spildevandsselskaberne ved omdannelse af en tilsluttet erhvervsejendom ikke er forpligtet til at føre stik frem til grundgrænsen for de nye matrikler, som ejendommen opdeles i ved udstykning. Retten fandt således, at det spildevandsanlæg, som vil være nødvendigt at etablere for at sikre afledning fra de nye boligmatrikler og -enheder, påhviler ejendommens ejer (bygherre).

Det er derfor i overensstemmelse med betalingsloven, at spildevandsselskabet ved en efterfølgende overtagelse ikke betaler for det spildevandsanlæg, som bygherre opfører til forsyning af de nye matrikler.

Vandmiljø Randers har hidtil haft en praksis i sådanne tilfælde, hvorefter Vandmiljø Randers har betalt for etablering af det pågældende spildevandsanlæg til forsyning af de nye matrikler.

Vandmiljø Randers har taget Københavns Byrets dom om afgrænsning af forsyningspligten til efterretning, selvom dommen er anket til landsretten, og retsstillingen derfor endnu ikke er fastlagt ved en endelig dom.

På den baggrund har Vandmiljø Randers besluttet at ændre sin praksis med øjeblikkelig virkning. Det betyder, at det fremadrettet er bygherrer selv, der opfører og afholder udgifterne til det spildevandsanlæg, som opføres til forsyning af de udstykkede matrikler ved omdannelse af tilsluttede erhvervsejendomme.

Vandmiljø Randers indgår gerne aftale om vederlagsfri overtagelse af spildevandsanlægget under forudsætning af, at anlægget opfylder de tekniske og kvalitetsmæssige krav, som stilles af Vandmiljø Randers.

De konkrete vilkår for tilslutning af det private spildevandsanlæg og en eventuel overtagelse forventes at blive gjort til genstand for drøftelse mellem bygherre og Vandmiljø Randers i hver enkelt tilfælde.

Sidst opdateret 09-08-2018